| | Belle Alliance5.4.0 FU (fuldstændig uorden) | 5.4.1 Flugt | En enhed, der kommer i FU, mister 10 % af figurerne, idet der rundes nedad. Tabet beregnes, efter at andre tab, herunder fanger, som følge af beskydning eller nærkamp er fjernet. Såfremt enheden kommer i FU ved forsøg på reorganisering, fremgår tabets størrelse af skema 16. Når en enhed kommer i FU, skal den flygte. Denne bevægelse foretages uden beregning af tid som et helt træks flugtmarch, hvorefter enheden står stille resten af trækket, bortset fra tvungne handlinger. Dette gælder uanset tidligere handlinger i trækket. Bevægelsen foretages i lige linie indenfor en retning af 45 grader målt i forhold til en linie fra centrum af påvirkningen til centrum af enheden i FU, jf. 3.1.5 og 4.1.5. Dette udføres som en parallelforskydning af enheden i dens oprindelige opstilling. Der tages hensyn til terræn, som nedsætter marchlængden. For enheder, der kommer i FU ved ordrekast, ved kast for reorganisering, ved medriven, eller ved at retræte i U ikke kan gennemføres, jf. 1.1.3, 5.4.3, 5.4.2 og 5.3.1, kan retningen for flugt vælges frit. Det samme gælder for enheder, der kommer i FU ved valeurreduktion, jf. 5.5.2, medmindre enheden samtidig kommer i FU ved en anden påvirkning, som bestemmer flugtretningen. Ved bevægelsens afslutning opstilles enheden uden beregning af tid i en formation, der er lige så bred, som den er dyb, med alle figurer vendt mod midten. En enhed i FU har front til alle sider, idet den hverken har flanke eller ryg, og den regnes ved beskydning og nærkamp som linie. Såfremt enheden under bevægelsen, herunder opstillingen i flugtformation, støder på en uoverstigelig hindring, herunder en modstander, der ikke presses tilbage, jf. 4.2.0, standser den flygtende enhed. Opstillingen i flugtformation gennemføres dog ved en tilpasning af enhedens placering. Afprodset artilleri flygter uden figurpjecerne, idet artilleristerne opstilles i flugtformation i figurpjecernes centrum, og flugtbevægelsen udmåles herfra. Påprodset artilleri flygter med figurpjecerne. | 5.4.2 Medriven | Såfremt en enhed i FU under flugtbevægelsen kommer i brikkontakt med en anden egen enhed, kastes der for medriven, jf. skema 9. Dette gælder ikke for en egen enhed i kæde, som har en eller flere figurer indenfor 15 cm af sin soutien, jf. 2.3.4. Medrives den anden enhed i FU, følger den første enhed den anden enhed i brikkontakt i en ny flugtbevægelse, og den første enhed medregnes i antallet af figurer i den anden enhed ved efterfølgende medriven, uanset forskelle i valeur eller andre forhold. Den første enhed anvender samme marchlængde som den anden enhed, og nedsættelse af marchlængden beregnes for alle figurer i de to enheder. Den første enhed kan dog ikke passere terræn, som den ellers ikke ville kunne passere. I så tilfælde, fortsætter den anden enhed flugtbevægelsen alene. Medrives den anden enhed ikke i FU, gennemføres resten af den første enheds flugtbevægelse med gennemmarch af egne enheder uden yderligere forsøg på medriven. Såfremt den anden enhed ved medriven kommer i U, betragtes dette som en selvstændig begivenhed, der gennemføres, efter at den første enheds flugtbevægelse er afsluttet. Såfremt den anden enheds retræte blokeres af den første enhed, jf. 5.3.1, kan dette indebære, at den første enhed bliver medrevet af den anden enhed. | 5.4.3 Reorganisering | FU varer resten af det træk, hvor en enhed kommer i FU, og indtil den har foretaget reorganisering i et efterfølgende træk. En enhed i FU kan ikke modtage ordrer, eller foretage skydning eller angreb, jf. 1.1.2, 3.1.1 og 4.1.1. Reorganisering fra FU gennemføres ved terningkast, der kan foretages sidst i meldefasen i hvert træk, jf. skema 16. Der opnås et tillæg, såfremt en vilkårlig chef eller ordonnans er i brikkontakt med enheden. En stabsfigur kan kun være i brikkontakt med en enhed, og der kan kun opnås tillæg for en stabsfigur. Såfremt enheden reorganiserer fra FU til U, indebærer dette ikke, at den skal retirere. En enhed, der reorganiserer fra FU til LU eller U, kan reorganisere videre i næste træk, jf. 5.2.2 og 5.3.2. Når enheden reorganiseres fra FU, kan den uden beregning af tid opstilles i en vilkårlig sluttet formation, jf. 1.3.0. | Indholdsfortegnelse Næste afsnit Stikordsregister |
|
|