LEXNET
  EUROPEAN INFORMATION SIA
   

   
 
 
 
    
 
 
Up
Next
 
    
Spillet
Taktiske enheder
Formationer
 

Belle Alliance

1.1.0 Spillet
1.1.1 TrækketTrækket gennemføres simultant, men faseopdelt. Hver fase og delfase afsluttes, før den næste påbegyndes, jf. skema 1.

Når en fase er afsluttet, kan forhold i denne fase ikke ændres, selvom de er gennemført i strid med reglerne. Dette gælder ikke for delfaser.

En enhed, der beskød et mål i sidste træk, kan beskyde det samme mål i fasen for fortsat skydning.

Enheder, der har skudt i fasen for fortsat skydning, kan ikke bevæge sig, blive gennemmarcheret eller skyde senere i trækket. Dette gælder også, selvom kun en del af enheden har skudt. Der kan dog altid foretages tvungne handlinger, herunder gennemmarch ved tilbagepresning og medriven, jf. 2.3.4.

Enheder, der er blevet gennemmarcheret i trækket, kan ikke efterfølgende skyde i trækket. Dette gælder også, selvom kun en del af enheden er blevet gennemmarcheret.

Ved bevægelse forstås deling, samling, formationsændring samt march, herunder også tvungne handlinger. Ved march forstås også retningsændring. Ved ej stationær forstås, at bevægelse er foretaget i trækket.

Tvungne handlinger omfatter især tilbagepresning, retræte, flugt og medriven, jf. 4.2.0 og 5.0.0.

Når en spiller har bevæget en enhed, og den sidste figur er placeret, kan spilleren ikke efterfølgende justere bevægelsen, medmindre modstanderen kræver dette, fordi bevægelsen er udført i strid med reglerne. Det samme gælder for stabsfigurer.

Der må ikke ved ordrelægning eller i øvrigt foretages forudmåling på terrænet.

1.1.2 OrdrelægningOrdrelægning foretages i ordrefasen for hver enhed, som en spiller fører, jf. skema 1. En enhed i FU (fuldstændig uorden) kan ikke modtage ordrer.

Der lægges ordrer for deling, samling, formationsændring, march, herunder også retningsændring, angreb, feltarbejde, overførsel og øvrige handlinger, der ikke er fritaget for ordrelægning.

Der lægges ikke ordrer for skydninger, og disse kan gennemføres uanset forhold, der ville kræve ordrekast, jf. 1.1.3. Det kræver dog en ordre, for at artilleri kan lade med kardæsk, jf. 3.4.4.

En ordre kan bestå af flere dele. Såfremt et ordrekast indebærer, at en ordre ikke følges, jf. 1.1.3, gælder dette for samtlige dele af ordren. I øvrigt vurderes det særskilt, hvorvidt de enkelte dele af ordren kan gennemføres.

Ved ordrelægning benyttes et ordreskema med anvendelse af retningspile og forkortelser.

Ved bevægelse skal det angives, såfremt der skal anvendes ilmarch eller storm, jf. 2.3.2 og 2.3.3, eller såfremt bevægelsen skal begrænses, jf. 2.3.1.

Ved angreb skal en af modstanderens enheder angives som mål for angrebet, og det skal angives, såfremt angrebet skal føres mod enhedens position og ikke mod selve enheden, jf. 4.1.2.

Ordrer for en enhed kan kun baseres på forhold, som er indenfor synsvidden i forhold til enheden selv eller dennes umiddelbare chef, jf. 1.1.4, idet der tages hensyn til døde vinkler, jf. 1.1.6 og skema 2. Såfremt en terrængenstand kan ses, kan det også antages, at den er besat, såfremt andre forhold giver anledning hertil.

Ved skydning eller angreb mod en enhed, der antages at have besat en terrængenstand, skal det være muligt at udpege en særlig del af terrængenstanden som det punkt, skydningen eller angrebet rettes mod.

Såfremt en kæde har en eller flere figurer indenfor 30 cm af sin moderenhed, skal kæden modtage ordrer gennem moderenheden. Det er moderenhedens forhold, herunder afstanden til modstanderen, der er afgørende for, hvorvidt der skal anvendes ordrekast, jf. 1.1.3. En moderenhed er en taktisk enhed, som en kæde er en organisatorisk del af, og som den ikke er delt fra, jf. 1.2.0.

Såfremt afstanden til moderenheden er større end 30 cm, skal kæden have særskilte ordrer, selvom enheden og dens kæde ikke i øvrigt betragtes som opdelt, jf. 1.2.5.

1.1.3 OrdrekastSåfremt en enhed er over 30 cm fra sin umiddelbare chef, kan enheden kun modtage og følge sin ordre på grundlag af et ordrekast.

Såfremt en ordre omfatter formationsændring, jf. 2.2.0, skal der endvidere foretages ordrekast for enheder, der er LU (let uorden) eller U (uorden), eller som befinder sig indenfor 30 cm af en modstander i sluttet formation, der ikke er U eller FU.

Ordrekast foretages efter ordrelægning i ordrefasen, jf. skema 1, og kan indebære, at en enhed kommer i en grad af uorden og skal retirere eller flygte, jf. skema 17.

Såfremt den umiddelbare chef eller en af dennes ordonnanser er i brikkontakt med enheden, jf. 1.1.4, opnås et tillæg til ordrekastet. En stabsfigur kan kun være i brikkontakt med en enhed, og der kan kun opnås tillæg for en stabsfigur.

Der opnås et tillæg til ordrekastet, såfremt ordren alene består af march, herunder også retningsændring, og bevægelsen skal ske i retning af enhedens umiddelbare chef. Det samme gælder, såfremt ordren alene består af formationsændring til hob.

Der beregnes tillæg eller fradrag til ordrekastet, såfremt den umiddelbare chef er særlig effektiv eller særlig ineffektiv. Dette kan enten være angivet i grundlaget, jf. 1.1.9, eller være en følge af et kast for generhvervelse af chef, jf,. skema 19.

For hvert træk i træk, der forgæves er forsøgt ordrekast med samme ordre, opnås et tillæg, jf. skema 17.

1.1.4 StabsfigurerStabsfigurer består af chefsfigurer og ordonnanser. Hver chefsfigur tildeles 2 ordonnanser.

Der tildeles en chefsfigur til hver brigade, division, korps og anden højere organisatorisk enhed. For enheder organiseret efter prøjsisk model svarer regimentet til brigaden.

En enheds umiddelbare chef er den chefsfigur, som enheden direkte er underlagt i henhold til grundlaget, jf. 1.1.9. For enheder i en brigade er brigadechefen den umiddelbare chef. Såfremt en enheds umiddelbare chef falder, har enheden ikke nogen umiddelbar chef, før chefsfiguren erstattes, eller enheden overføres, jf. 1.1.5.

Stabsfigurer kan ikke beskydes eller angribes, men såfremt de kommer indenfor 5 cm af en af modstanderens enheder, uden at være i brikkontakt med en egen enhed, falder de eventuelt efter et opsnapningskast, der udføres på det tidspunkt, hvor stabsfiguren kommer indenfor de 5 cm. Dette kan medføre et fradrag til terningkast for alle enheder på samme side i resten af trækket og hele næste træk, jf. skema 18.

Såfremt en vilkårlig chef er i brikkontakt med en enhed, herunder en kæde, skal chefen indsættes første gang i trækket, hvor enheden beskydes eller deltager i nærkamp, jf. skema 10. En chef kan kun være i brikkontakt med en enkelt enhed. Såfremt flere chefer er i brikkontakt med samme enhed, afgøres det ved terningkast, hvilken chef der indsættes.

Indsættelse af chefer kan indebære, dels at de falder, og dels tillæg eller fradrag til enheden ved skydning og nærkamp i resten af trækket, herunder den skydning eller nærkamp, der ledte til indsættelse af chefen, jf. skema 10.

Ordonnanser træffes ikke ved beskydning af eller nærkamp med enheder, som de er i brikkontakt med.

En vilkårlig ordonnans kan bruges til at erstatte en falden chef efter et generhvervelseskast, jf. skema 19. Såfremt generhvervelse opnås, fjernes den pågældende ordonnansfigur og erstattes af den faldne chefsfigur, der anbringes i ordonnansfigurens position på tidspunktet for generhvervelseskastet, som foretages i meldefasen, jf. skema 1.

Der opnås et tillæg til generhvervelseskastet, såfremt en højere chef, der overordnet i forhold til den faldne chef, er i brikkontakt med den adjudant, der anvendes til genanskaffelse. Der opnås endvidere et tillæg for hvert træk i træk, hvor generhvervelse forgæves er forsøgt, jf., skema 19.

Der lægges ikke ordrer for stabsfigurer og disse kan bevæges 2 gange i hvert træk, dels i bevægelsesfasen og dels som den sidste handling i trækket.

Stabsfigurer i brikkontakt med en enhed kan følge enhedens bevægelser og skal gøre dette ved tvungne handlinger. Såfremt enheden skal retirere eller flygte ud over brædtkanten, efterlades stabsfiguren på brædtkanten.

1.1.5 Overførsel af enhederEn enhed kan overføres fra sin umiddelbare chef til en anden chef, jf. 1.1.4, såfremt en højere chef, der er overordnet i forhold til såvel den hidtidige chef som den nye chef, er i brikkontakt med enheden ved ordrefasens begyndelse. Den højere chef kan også overføre en enhed fra en underordnet chef til sig selv, som ny umiddelbar chef, eller overføre en enhed, som den højere chef er umiddelbar chef for, til en underordnet chef.

En brigade kan tilsvarende overføres, ved at en højere chef er i brikkontakt med brigadechefen. Det samme gælder for andre højere organisatoriske enheder.

En højere chef kan kun være i brikkontakt med en enhed eller højere organisatorisk enhed, der skal overføres.

Ordrer vedrørende overførsel udstedes til hver af de berørte enheder af den højere chef, der skal foretage overførslen, og de kan udstedes uanset forhold, der ville kræve ordrekast, jf. 1.1.3. Overførsler gennemføres, når de meldes i meldefasen, jf. skema 1. En enhed, der skal overføres, kan ikke i samme træk modtage andre ordrer.

1.1.6 SynsvidderSynsvidder fremgår af skema 2. Ved beregning af blinde vinkler, der blokerer for synsvidden, antages skove og huse at have en højde svarende til 1 afsats, jf. 1.1.7.

På bakker blokerer kreter for synsvidden. En krete beregnes at løbe som en linie vinkelret på synslinien og midt mellem en afsats kanter. Kreten på en afsats blokerer dog ikke for synsvidden, såfremt en enhed og målet befinder sig på samme afsats.

Egne og modstanderens enheder blokerer ikke for synsvidden.

1.1.7 MålestokEn infanteri- og kavalerifigur repræsenterer 20 mand.

En figurpjece repræsenterer 1 til 4 pjecer. Der tildeles 1 artillerist for hver pjece, et batteri havde i virkeligheden. Artilleristtab repræsenterer materieltab.

En centimeter repræsenterer 10 meter, og en bakkeafsats repræsenterer 10 meter i højden. Et træk repræsenterer 15 minutter.

Figurer, figurpjecer og prods anbringes på brikker, og afstande måles i forhold til brikkanten.

1.1.8 TerningerTerningkast foretages med 3 sekssidede terninger, idet der anvendes raflebæger.

Inden der foretages terningkast, skal parterne være enige om tillæg og fradrag. Der bør ikke diskuteres tillæg og fradrag eller andre forhold knyttet hertil, efter at terningkastet er gennemført.

1.1.9 GrundlagInden spillet skal der udarbejdes et grundlag med angivelse af spillernes opgaver, de deltagende enheder og deres valeur, samt særlige terrænforhold og et kort over terrænet.

Det anbefales at bruge en dommer ved spillet. Dommerens afgørelser er ikke bundet af reglerne og skal respekteres.

Indholdsfortegnelse
Næste afsnit
Stikordsregister