| Dette regelsæt for krigsspil fra Napoleonstiden er udviklet ved prøvespil fra 1996 til 2000. En første udgave blev udgivet under arbejdstitlen Lavtryk over Hebriderne. Hovedsynspunktet bag regelsættet er, at der er behov for klare og forudsigelige regler, der giver bevægelighed på terrænet, og som respekterer, at spillet gennemføres med nøjagtigt bemalede modelfigurer. Dette leder til et krav om, at færrest mulige forhold overlades til dommerskøn. Samtidig leder det til krav om høje marchlængder, således at der selv i kortvarige spil bliver mulighed for omgruppering og fornyede angreb. Endelig leder det til krav om, at tab og nedslidning så vidt muligt repræsenteres på spilleterrænet af figurerne. Det afgørende er dermed ikke, om en marchlængde i afstand svarer til det virkeligt mulige i den tid, som et træk varer, eller om tabene i målestoksforhold svarer til den mulige skydning i dette tidsrum. Det afgørende er derimod, om spillet leder til valgmuligheder, der svarer til dem, en general på Napoleonstiden stod overfor, og om foretagelsen af disse valg leder til overbevisende resultater på spilleterrænet. I modsætning til spil som skak, hvor det uforudsigelige alene fremkommer som en følge af spillernes dispositioner i forhold til hinanden, er der i krigsspillet inddraget yderligere en usikkerhedsfaktor, som repræsenterer det forhold, at en taktisk disposition ikke altid blev gennemført som planlagt. Der opstår således en friktion, i form af uforudsete resultater i forhold til de lagte planer, og en af opgaverne for spillerne bliver, ud over at tage højde for modstanderens dispositioner, også at tage højde for usikkerheden omkring gennemførelsen af egne dispositioner. Denne usikkerhed repræsenteres af et terningkast med tre terninger, som giver en flad sandsynlighedskurve. Den gode taktiske disposition giver tillæg til terningkastet, mens en dårlig disposition giver fradrag. Der er således hverken tale om en ren tilfældighed eller ren determinisme i udfaldet, men derimod en forskydning af sandsynlighed, således at den gode taktiske disposition har større sandsynlighed for at blive gennemført. Enheder, der bringes i en grad af uorden, får nedsat deres marchlængde, hvilket repræsenterer det forhold, at uorden gør det vanskeligt at koordinere de taktiske dispositioner. Tabene er sat højt, således at de ikke blot repræsenterer egentlige tab i mandskab, men også repræsenterer en nedslidning af enhedens kampkraft. Tab i mandskab leder også til en nedsættelse af den valeur, som repræsenterer enhedens træning og moral. Forsyninger var et tilbagevendende problem også på Napoleonstiden. Dette kunne repræsenteres af et bogholderisystem, men i stedet anvendes en tilfældighedsfaktor, således at der, efter denne faktors indtræden, kun er forsyninger til et begrænset antal træk. Spilleren kan så forsøge at udskifte eller genforsyne enheden. Kommandoproblemer er kun direkte reguleret i reglerne for brigadechefen, mens kommandoproblemer for øvrige chefer repræsenteres af den usikkerhed, som samspillet mellem de virkelige spillere naturligt vil give anledning til. Der er næppe tvivl om, at et spil med fuldstændigt simultane træk giver den bedste direkte simulation af virkeligheden. På den anden side giver brugen af alternerende træk, som i skak, den bedste styring af spillet. Det faseopdelte træk, som anvendes her, udgør et kompromis mellem disse former. Reglerne er skrevet med henblik på anvendelse af 25 mm figurer i målestoksforholdet 1 figur til 20 mand og med bataljonen som den taktiske enhed. De kan dog tilpasses til andre figurer og målestoksforhold. Brikstørrelsen er 15 gange 15 mm for infanteri, 20 gange 45 mm for kavaleri og 50 gange 75 mm for artilleri, hvortil kommer prods. Infanteri og kavaleri anbringes hovedsageligt på dobbeltbrikker med 2 figurer. Enhederne opstilles i Napoleonstidens formationer på et modelterræn, hvor bakker er angivet ved afsatser, der lægges oven på hinanden, og hvor bygninger, skove, vandløb, broer og veje markeres af modeller, der ligner det, de skal forestille. Peter Gjørtler
Vangede, 2001 | 
